USA udskyder Lukoil-salget for sjette gang

Det amerikanske finansministerium har for sjette gang forlænget fristen for at finde en køber til Lukoils internationale forretning. Den nye deadline er 27. juni 2026. Det sker knap otte måneder efter, at Trump-administrationen indførte individuelle sanktioner mod selskabet i oktober 2025. Sanktionerne tvang Lukoil til aktivt at søge en køber til sine globale aktiver.

Lukoil er det mest internationalt aktive russiske energiselskab. Det driver olie- og gasproduktion i Mellemøsten, Centralasien og Latinamerika. Derudover sælger selskabet brændstof til forbrugere i mange lande via over 2.000 tankstationer – herunder i USA. Den samlede internationale forretning vurderes til 22 milliarder dollar, svarende til ca. 153 milliarder kroner.

Til forskel fra mange statsejede russiske energiselskaber er Lukoil et privat selskab. Det har over årtier opbygget sin internationale tilstedeværelse gennem kommercielle investeringer og opkøb på tværs af kontinenter. Selskabet driver ikke kun olie- og gasproduktion, men også raffinering samt detailsalg af brændstof direkte til forbrugere.

Sanktionerne, som USA indførte mod Lukoil specifikt og ikke blot som del af brede russiske restriktioner, er en usædvanlig foranstaltning. De forpligter selskabet til at finde en køber til alle internationale aktiver. Hensigten fra amerikansk side er at lægge direkte pres på Ruslands energiøkonomi.

Ingen fri adgang til salgsprovenuet

Vilkårene for en eventuel handel er særdeles restriktive. Lukoil må ikke modtage acontobetalinger. Alle penge fra et endeligt salg placeres på en indefrosset konto under kontrol af det amerikanske finansministerium. Ministeriet har fuld godkendelsesret over enhver aftale. Uden grønt lys fra Washington kommer ingen handel igennem.

Det er disse vilkår, der gør processen kompliceret for alle parter. En potentiel køber skal betale markedspris, mens sælgeren – Lukoil – ikke frit kan disponere over provenuet efterfølgende. Det er en konstruktion, der er usædvanlig selv i store internationale opkøb.

Gunvor, Chevron og Exxon har alle forsøgt

Interessen for Lukoils internationale aktiver har været bred. Alligevel er ingen handel endnu kommet i havn. Energihandelsselskabet Gunvor forsøgte tidligt at erhverve aktiverne, men Trump-administrationen afslog buddet. Et konsortium af olieselskabet Chevron og investeringsselskabet Quantum Capital Group forsøgte sig ligeledes uden at nå til en godkendt aftale.

Investeringsselskabet Carlyle Group, olieselskabet Exxon, ungarske MOL, det emiratiske International Holding Company og saudiske Midad Energy har alle figureret på listen over potentielle interessenter. Ingen af dem har endnu opnået godkendelse fra de amerikanske myndigheder.

I 2025 tilkendegav Lukoil tilfredshed med et bud fra et konsortium ledet af investeringsbanken Xtellus Partners. USA's finansministerium afslog dog at godkende handlen, og processen måtte starte forfra.

Seks udskydelser – og stadig ingen afklaring

Den gentagne forlængelse af fristen viser, at et tvangssalg af denne størrelsesorden er langt sværere at gennemføre end forventet. Med seks udskydelser bag sig er processen nu trukket ud i knap otte måneder. Ingen handel er endnu kommet i havn, og ingen køber er godkendt.

For Lukoil betyder situationen en vedvarende usikkerhed om selskabets fremtid uden for Rusland. Selskabet har over årtier opbygget et internationalt fodaftryk – fra oliemarker i Centralasien til detailbrændstof i Europa og Amerika. En af grundene til, at processen kører så langsomt, er de mange modstridende interesser. Potentielle købere vil undgå aktiver, der kan blive genstand for nye sanktioner. Og de amerikanske myndigheder vil sikre, at pengene ikke finder vej tilbage til russiske interesser.

Det er endnu uklart, om en aftale kan landes inden den 27. juni. Løber fristen ud igen, vil det være syvende gang i træk, at processen udskydes. Det er sjældent selv i store internationale sanktionssager.

Sagen er et sjældent eksempel på, at et selskab er tvunget til at sælge sine internationale aktiver på betingelser, det ikke selv kontrollerer. Den amerikanske regering sidder i praksis for bordenden. Det er Washington, der afgør, hvem der må købe – og hvad der sker med pengene.