Oliekrise tvinger lande til at opbygge strategiske reserver
Mellemøst-konflikten har tappet verdens strategiske olielagre, og den forestående genopfyldning kan holde oliepriserne – og din benzinregning – forhøjet i lang tid.
Krigen i Mellemøsten har kostet verden over en milliard tønder råolie i tabte forsyninger. Nu kappes lande verden over om at opbygge og genopfylde strategiske olielagre. Det kan skubbe oliepriserne op igen – og det mærker du på brændstofpriserne.
Kina dæmpede prischokket
Da konflikten eskalerede og Hormuz-strædet – den smalle vandvej, som en stor del af verdens olieeksport passerer igennem – blev lukket, stod verden over for en potentiel forsyningskrise. Men Kina var forberedt. Det asiatiske land havde i årevis opbygget et strategisk råoliereserve på ca. en milliard tønder. Olien var indkøbt billigt fra Iran, Rusland og Venezuela i en periode, hvor mange vestlige lande holdt sig tilbage fra disse leverandører.
Da krisen ramte, skar Kina sine råolieimporter markant ned og trak i stedet på sine egne lagre. Det dæmpede prispresset på verdensmarkedet og forhindrede, at priserne steg endnu mere. Analytikere er bredt enige om, at det kinesiske lager spillede en afgørende rolle i at holde oliepriserne i skak under krisen.
IEA's største frigivelse nogensinde
Den Internationale Energiagentur (IEA) koordinerer energipolitik for en lang række industrilande. Organisationen blev etableret i 1970'erne som reaktion på det arabiske olieboykot, der ramte Vesten hårdt. I marts frigav IEA 400 millioner tønder råolie fra sine fælles nødlagre. Det er den hidtil største enkeltfrigivelse i IEA's historie.
Til sammenligning frigjorde IEA 182 millioner tønder i 2022, da russisk olie forsvandt fra markedet som følge af sanktioner efter krigen i Ukraine. Den seneste frigivelse er altså mere end dobbelt så stor. Oveni kom millioner af tønder fra USA's egne nødlagre. Nu skal alle disse tønder fyldes op igen. Det skaber en vedvarende efterspørgsel, som analytikere forventer vil understøtte olieprisen, når Mellemøst-konflikten ebber ud.
Lande uden lagre mærkede krisen hårdest
En vigtig lære fra krisen er, at lande med begrænsede strategiske olielagre mærkede Hormuz-lukningen meget hårdere end lande med store reserver. Det har fået en række nationer til at prioritere opbygningen af egne nødlagre.
Indien er et eksempel. Landets strategiske reserve dækker i dag kun otte dages import. Det niveau betragtes som utilstrækkeligt til at give reel beskyttelse mod fremtidige forsyningschok. Den indiske regering har bedt det statsejede olieselskab ONGC om at tilføje 13 millioner tønder til reserven som et første skridt. Men selv det rækker ikke langt. At opbygge en reserve, der reelt kan beskytte Indien i en krisesituation, ville kræve investeringer på hundredvis af milliarder kroner. Indien er langtfra alene i den situation. Mange store olieimporterende lande overvejer parallelt at udvide deres reserver.
Hvad betyder det for din brændstofpris?
Det er spørgsmålet, som forbrugere naturligt stiller. IEA forventer, at det globale olieforbrug vil stige med to millioner tønder om dagen i 2027. Det sker efter et fald på 1,1 millioner tønder om dagen i år – en direkte konsekvens af krisen og dens effekt på forsyninger og priser.
Paradoksalt nok kan udsigten til stigende efterspørgsel trække priserne ned på sigt. Markedet handler på fremtidsforventninger, og en normalisering af forsyningssituationen vil lette det nuværende prispres. Men på kortere sigt peger pilene opad. Når IEA og en lang række lande skal genopfylde lagre i stor skala, skabes en vedvarende efterspørgsel, der understøtter olieprisen. Det betyder sandsynligvis, at benzin- og dieselpriserne forbliver forhøjede, så længe genopfyldningsprocessen er i gang.
Olie og vedvarende energi – to spor på én gang
Krigen har skubbet til diskussionen om energiafhængighed. Mange asiatiske lande har som reaktion fordoblet og tredoblet investeringerne i vind og sol med henblik på at reducere afhængigheden af olieimport. Men erfaringerne fra Hormuz-lukningen har også vist, at vedvarende energi endnu ikke kan træde til som erstatning under en akut forsyningskrise. Råolie forbliver rygraden i den globale økonomi. Strategiske olielagre og grøn omstilling foregår derfor ikke som et enten-eller, men som to parallelle prioriteter i disse år.