Oliegiganter høster rekordoverskud på krig og høje energipriser

De store internationale olieselskaber ventes at registrere rekordoverskud for andet kvartal af 2026.

Årsagen er den kraftige prisstigning på olie og gas, der fulgte i kølvandet på konflikten mellem USA, Israel og Iran. Da USA og Israel gennemførte angreb på iranske mål tidligere på året, valgte Iran at lukke Hormuzstrædet. Det er den smalle vandvej ud af Den Persiske Golf, som en stor del af verdens olieeksport passerer igennem. Lukningen var et chok for markederne. Brent-råolie ramte over 100 dollar per tønde – svarende til knap 650 kroner – en midlertidig firedobling fra årets begyndelse.

Milliarder i overskud hos Exxon og Chevron

Analyseestimater giver et billede af kvartalsresultater, som olieselskaberne ikke har set i årevis. Det amerikanske selskab Exxon forventes at lande på et justeret nettoresultat på mellem 103 og 123 milliarder kroner for april til juni alene. Chevron – ligeledes et af de største amerikanske olieselskaber – ventes at bogføre knap 63 milliarder kroner. Begge tal er mere end tre gange højere end i årets første kvartal.

Raffinaderigiganten Marathon tegner til sit højeste overskud i fire år ifølge prognoser. Et andet stort raffinaderiselskab, Valero, ser ligeledes ud til at levere et stærkt kvartal. Raffinaderier tjener penge på at omdanne råolie til benzin, diesel og jetbrændstof – og de har haft særligt gunstige betingelser under konflikten.

Tallene er ikke overraskende i lyset af de høje energipriser. Men de sætter olieselskaberne i en politisk skydeskive – igen.

Trump i åben konflikt med oliebranchen

I USA nåede benzinprisen op på 4 dollar per gallon som følge af krigen. Omregnet svarer det til ca. 6,9 kroner per liter. Præsident Trump reagerede med skarp offentlig kritik af olieselskaberne. Han beskyldte dem for ikke at sænke pumpepriserne tilstrækkeligt hurtigt, selv om råolieprisen er faldet igen. Trump beordrede det amerikanske justitsministerium til at undersøge, om der foregik ulovlig prismanipulation. Han krævede desuden, at detailprisen på benzin skal ned til ca. 2,50 dollar per gallon – svarende til godt 4,3 kroner per liter.

Branchen afviser, at den sætter priserne frit. Detailpriserne på benzin og diesel følger råolieprisen – men med forsinkelse og med andre faktorer undervejs. Et konkret eksempel: ukrainske droneangreb på russiske raffinaderier reducerede udbuddet af diesel og jetbrændstof på det internationale marked. Det tvang amerikanske raffinaderier til at øge produktionen af netop disse to brændstoffer. Resultatet var, at benzinproduktionen faldt – og benzinprisen steg. Geopolitik, ikke virksomhedernes prisbeslutninger, er forklaringen, lyder det fra industrien.

Grønne EU-parlamentarikere vil have selskaberne til at betale

I Europa er vinklen en anden, men presset på olieselskaberne er det samme. En gruppe grønne EU-parlamentsmedlemmer kræver, at de fem største fossile brændstofselskaber betaler for at klimasikre offentlige bygninger og boliger mod hedebølger. Argumentet er, at selskaberne beriger sig på klimaødelæggelse og bør medfinansiere tilpasning af boliger og infrastruktur. Der er ikke vedtaget nogen lov eller konkret forslag om dette endnu. Men kravet afspejler en bredere europæisk debat om ekstraordinære overskud i energisektoren.

Hvad det betyder ved den danske pump

Priserne på benzin og diesel i de danske tanke er direkte koblet til den internationale råoliepris. Da Hormuzstrædet lukkede, mærkede bilister i Danmark det på prisskiltet. Siden er råolieprisen faldet noget. I slutningen af juni handlede Brent tæt på 68 dollar per tønde – svarende til ca. 442 kroner. Men der er en velkendt skæv dynamik: priserne ved pumpen stiger hurtigt, når råolien bliver dyrere – og falder langsommere, når den går ned igen.

Det er præcis den dynamik, Trump kritiserer i USA. Og den kender mange danske bilister fra egne tankstopp. Olieselskabernes rekordresultater er primært et resultat af geopolitiske begivenheder, ikke af egne prisbeslutninger. Men når overskuddene er så store, og din regning stadig er høj, tiltrækker det politisk modvind – uanset om man befinder sig i Washington eller Bruxelles.